Eksempler på dokumentation på udvalgte funktionsnedsætteler

Når vi vurderer din fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelse, er den lægefaglige dokumentation afgørende for, at vi hurtigst muligt kan afgøre din ansøgning om handicaptillæg. Her ser du eksempler på, hvilken dokumentation du skal sende

Dokumentation om erhvervsevne

Det er vigtigt at vi ved noget om din erhvervsevne, og derfor er dokumentation om denne vigtig at sende til os.

Har du haft arbejde inden studiestart og/eller under studiet, er det vigtigt, at du allerede i ansøgningen beskriver, hvilken type arbejde, det drejer sig om, hvor mange timer du arbejdede, og om du arbejdede under særlige skånehensyn.

Har du været sygemeldt og/eller i kontakt med jobcentret, bedes du uploade dokumentation for det sammen med din ansøgning.

Send løbende mere dokumentation

Vi opfordrer dig til løbende at sende ny dokumentation til os, mens din ansøgning er under behandling.

Hvis du kun sender en kort erklæring fra din egen læge, vil det ikke være nok dokumentation til, at vi hurtigt kan afgøre din sag. En diagnoseliste, medicinliste eller en kort beskrivelse af din diagnose giver heller ikke tilstrækkelig information om din funktionsevne. 

Hvis vi vurderer, at der i din ansøgningssag ikke er tilstrækkelig dokumentation til at vurdere om, du er berettiget til handicaptillæg, indhenter vi lægefaglige oplysninger, hvilket vil gøre sagsbehandlingstiden væsentligt længere.

Psykiske funktionsnedsættelser omfatter mange forskellige tilstande og sygdomme, som kan variere meget både i udtryk og i sværhedsgrad. For nogle studerende kan psykiatriske diagnoser have stor indflydelse på deres funktionsevne, mens det for andre kun lidt eller ingen betydning har for deres funktionsevne.

En lægefaglig beskrivelse af din funktionsevne er afgørende

Når du søger handicaptillæg på grund af en psykisk funktionsnedsættelse, skal din funktionsevne være beskrevet af en læge (psykiater). Du skal som udgangspunkt være udredt og behandlet hos en privatpraktiserende psykiater eller i psykiatrien for, at man kan tale om en psykisk funktionsnedsættelse af en sværhedsgrad, der berettiger til et handicaptillæg. Der kan dog være undtagelser, som for eksempel en langvarig psykisk funktionsnedsættelse, hvor du ikke er blevet henvist til yderligere behandling. I disse tilfælde vil vi have brug for andre typer dokumentation (se afsnittet om det længere nede).

For at vi hurtigst muligt kan træffe afgørelse i din sag, skal du vedlægge:

  • Henvisningen til behandling (kan hentes på sundhed.dk)
  • Journaler og/eller epikriser fra et eller flere psykiatriske behandlingsforløb i det offentlige sundhedsvæsen (kan hentes fra sundhed.dk)
  • Behandlingsplan, hvis du ikke er afsluttet i behandlingsforløbet i det offentlige sundhedsvæsen (kan hentes fra sundhed.dk) og/eller
  • Journaler og/eller epikriser fra en privatpraktiserende psykiater eller et privathospital, hvor du har været i behandling. Denne dokumentation kan du få udleveret ved at kontakte din privatpraktiserende psykiater eller privathospital. Du kan anmode om at få udleveret dokumentationen ved at bede om aktindsigt i din journal, jf. sundhedsloven

Bemærk: Du skal ikke betale for ny dokumentation.

Ud fra den eksisterende dokumentation kan vi få viden om din funktionsevne, om du har modtaget behandling, og hvordan denne behandling har virket på din funktionsevne.

Læs her, hvordan du henter din journal fra sundhed.dk.

Andre typer dokumentation

Hvis du har en langvarig psykisk funktionsnedsættelse, hvor du ikke er henvist til yderligere behandling, eller den ovenfor beskrevne lægefaglige dokumentation ikke fyldestgørende beskriver din funktionsevne, opfordrer vi til, at du også vedlægger følgende typer af dokumentation:

  • Journalnotater fra egen læge (læs om aktindsigt ovenfor),
  • En udtalelse fra en psykolog,
  • Dokumentation fra et arbejdsprøvningsforløb ved jobcentret,
  • Dokumentation fra et mentorforløb eller socialpædagogisk støtte og/eller
  • Dokumentation fra et specialskoleforløb

Kronisk hovedpine omfatter en række tilstande, som varierer meget i både udtryk og sværhedsgrad. For nogle studerende kan det have stor indflydelse på deres funktionsevne, mens det for andre ingen eller mindre betydning har.

En lægefaglig beskrivelse af din funktionsevne er afgørende

Hvis du søger handicaptillæg på grund af kronisk hovedpine, vil din tilstand typisk være vurderet af en speciallæge i neurologi. Det kan være fra en privatpraktiserende neurolog, en neurolog fra en hospitalsafdeling, et hovedpinecenter eller lignende.

For at vi hurtigst muligt kan træffe afgørelse i din sag, skal du vedlægge:

  • Journaler og epikriser fra behandlingsforløb ved neurologisk afdeling eller hovedpinecenter i hospitalsregi (kan hentes på sundhed.dk)
  • Journaler og epikriser fra privatpraktiserende neurologer. Denne dokumentation kan du få udleveret ved at kontakte din privatpraktiserende neurolog eller privathospital. Du kan anmode om at få udleveret dokumentationen ved at bede om aktindsigt i din journal, jf. sundhedsloven
  • Journaler og epikriser fra egen læge fra de seneste 2 år, hvis du er afsluttet i behandlingen. Kontakt din egen læge for at få en kopi af journalen.

Det er afgørende, at den lægefaglige dokumentation indeholder oplysninger om, hvilken behandling du modtager og/eller har afprøvet, og hvilken effekt behandlingen har.

Det er afgørende, at vi får en beskrivelse af typen eller typer af hovedpine, du har, varigheden af hovedpineanfaldene, hyppighed (hvor ofte du har hovedpine) og sværhedsgraden af dine hovedpineanfald (er du for eksempel er sengeliggende, mens du har hovedpine og så videre). Ikke mindst er det vigtigt, at det er beskrevet, om hovedpinerne er ledsaget af andre symptomer.

Hvis ovennævnte lægefaglige dokumentation ikke klart beskriver omfanget af din hovedpine, kan du eventuelt bede egen læge om en kopi af din journal og uploade den med ansøgningen.

Bemærk: Du skal ikke betale for ny dokumentation.

Læs her, hvordan du henter din journal fra sundhed.dk.

Hovedpine på grund af senfølger efter hovedtraume

Hvis du har hovedpine på grund af senfølger efter hovedtraume, skal traumet som udgangspunkt være opstået mindst et år før ansøgningen. Dette skyldes, at en funktionsnedsættelse, der ikke er kronisk af natur, først kan betegnes som varig, når du har oplevet svære symptomer eller følger i mindst et år. Dette følger af Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordningers praksis. Vi foretager dog altid en konkret vurdering.

Har du haft en forsikringssag, vil der sandsynligvis være lægefaglig dokumentation i forbindelse med den, som vi også kan bruge.

Studerende, som har fået konstateret en kronisk tarmsygdom, bliver som udgangspunkt fulgt og er i løbende behandling på en mave-tarmafdeling på et hospital. For nogle studerende kan det have stor indflydelse på deres funktionsevne, mens det for andre ingen eller mindre betydning har.

En lægefaglig beskrivelse af din funktionsevne er afgørende

Når du søger handicaptillæg på baggrund af en tarmsygdom, skal du vedlægge de nyeste journaler fra dit behandlingsforløb henover de sidste 1-2 år. Du finder journalen på sundhed.dk. Det er vigtigt, at dokumentationen beskriver omfanget af symptomer, hvilken behandling du modtager, og effekten af behandlingen inklusive eventuelle bivirkninger.

Bemærk: Du skal ikke betale for ny dokumentation.

Læs her, hvordan du henter din journal fra sundhed.dk.