Om dokumentation

Din dokumentation er afgørende for, hvor hurtigt vi kan behandle din sag om handicaptillæg

Når du søger handicaptillæg, er det vigtigt, vi får en lægefaglig beskrivelse af dit funktionsniveau, gerne suppleret med andre typer dokumentation, eksempelvis fra et jobcenter, en mentor, socialforvaltningen, en neuropsykologisk undersøgelse eller lignende.

Du skal vedhæfte aktuel lægefaglig dokumentation, der udførligt beskriver din funktionsnedsættelse.

Hvis din dokumentation beskriver din aktuelle tilstand udførligt, kan vi behandle din sag hurtigere. Dokumentation bør mindst indeholde:

  • din diagnose
  • hvordan din sygdom eller funktionsnedsættelse kommer til udtryk
  • hvilken behandling, du får
  • hvilken behandling, der er planlagt (hvis der er planlagt en)
  • hvordan din sygdom eller funktionsnedsættelse påvirker din erhvervsevne

En erklæring fra din egen læge vil som udgangspunkt ikke være nok, medmindre der for eksempel er tale om en betydelig funktionsnedsættelse på grund af en medfødt lidelse.

En udtalelse fra en psykolog kan ikke stå alene, men den kan indgå i vurderingen af ansøgningen, hvis den er underbygget af en udtalelse fra speciallæge i psykiatri.

Herunder kan du se forskellige eksempler på typer af dokumentation, som du uden betaling kan få adgang til:

  • Fra offentligt sygehus: Hvis du har været eller er i behandling på et offentligt sygehus, kan du hente journaloplysninger, udskrivningsbreve (epikriser) og henvisninger fra egen læge på sundhed.dk. Download det, som handler om din funktionsnedsættelse. Se, hvordan du henter dokumentation på sundhed.dk i næste fane.
  • Fra egen læge: Journalnotater fra konsultationer hos din egen praktiserende læge fremgår ikke af din sundhedsjournal på sundhed.dk, men du har ret til at få en kopi af dem gennem din læge. Journalnotater fra din egen læge er relevante for din ansøgning, hvis de handler om din funktionsnedsættelse.
  • Fra privathospitaler eller speciallæger: Journalnotater fra privathospitaler og speciallæger fremgår normalt ikke af sundhed.dk, men du har ret til at få en kopi af dem. Kontakt det pågældende hospital eller behandler.
  • Anden eksisterende lægefaglig dokumentation: Lægeattester, speciallægeudtalelser (f.eks. fra en arbejdsskadesag) eller neuropsykologiske undersøgelser om din funktionsnedsættelse.
  • Fra jobcentret: Har du været i forløb hos jobcentret, kan der være relevante oplysninger herfra, for eksempel vis arbejdsprøvninger og/eller lægeattester. Du kan henvende dig til kommunen og bede om en kopi af din sag.

Send gerne dokumentation ind løbende. Det kan for eksempel være, hvis du har været til konsultation i ambulant forløb på et hospital.

Vi refunderer ikke udgifter til lægefaglig dokumentation, som du selv har skaffet, medmindre vi specifikt har bedt dig om det.

Hvilken type dokumentation, der er relevant for dig at sende, vil være afhængig af din diagnose og funktionsnedsættelse.

Se eksempler på diagnoser og relevant dokumentation til sagsbehandlingen under Hvilken dokumentation er relevant at vedhæfte? nedenfor.

 

Gå til www.sundhed.dk

Klik på "Log på" - log på med MitID.

Billede af log på på sundhed.dk

Når du er logget på, kommer du til dit overblik. Her finder du Sundhedsjournalen, hvor du kan hente journaler fra alle de behandlingsforløb i det offentlige sundhedsvæsen, som du har deltaget i. Klik på ’Journal fra sygehus’, så får du adgang til alle journaler og epikriser fra dine behandlingsforløb. Klik på ’Henvisninger’ så finder du den eller de beskrivelser, som egen læge har udarbejdet i forbindelse med en henvisning. Endelig kan du, ved at klikke på ’Medicinkortet’, finde en oversigt over den medicin, du har fået recept på. Dette kan du også vedhæfte som supplement til den øvrige dokumentation.

Billede af sundhedsjournalen på sundhed.dk

 

Klik på notatet fra det sted / forløb, hvor du har fået stillet din diagnose eller er i behandling for din funktionsnedsættelse:

Find notaterne på sundhed.dk

Rul ned i bunden af notaterne og klik på 'Udskriv alle notater':

Billede af udskriv på sundhed.dk

Der kommer nu et nyt vindue frem på din skærm. Her skal du trykke på "Udskriv" - hvis du trykker på "Download", risikerer du, at en fejl opstår, når du forsøger at uploade filen sammen med din ansøgning om handicaptillæg.

Billede af udskriv på sundhed.dk

Dette åbner et nyt vindue, det kan se forskelligt ud fra computer til computer. Det kan se ud som nedenfor, hvor du skal vælge ”Gem som PDF” i højre side. Her efter klikker du på gem.

Billede af gem som PDF på sundhed.dk

Du gemmer på din computer ved at vælge et sted, som du kan huske og trykker på gem:

Billede af at udpege sted fil skal gemmes fra sundhed.dk

 

Hvis du har haft arbejde inden, du søger handicaptillæg, skal du vedhæfte:

  • seneste lønseddel fra din arbejdsgiver. Hvis du ikke har den seneste lønseddel, skal du vedhæfte et brev med oplysninger om, hvor meget du cirka har tjent
  • beskrivelse af arbejdet, herunder:
    • arbejdsfunktion
    • eventuelle skånehensyn
    • sygemeldinger. Dokumentation for sygemeldinger kan ofte findes i lønsedler

Du kan supplere beskrivelsen med oplysninger fra en arbejdsgiver, en støtteperson eller en vejleder. 

Hvis din funktionsnedsættelse er indtruffet efter, du har haft fuldtidsarbejde, er det vigtigt at du oplyser dette, eventuelt ved at beskrive det i en tidslinje i din personlige redegørelse.

Hvilken dokumentation skal du vedlægge

Læs, hvilken dokumentation, der er relevant at vedhæfte for at beskrive din funktionsnedsættelse.

Eksempler på neurologiske lidelser

  • Sklerose
  • Epilepsi
  • Cerebral parese
  • Narkolepsi
  • Kronisk hovedpine, herunder migræne
  • Senfølger efter hovedtraume

Eksempler på relevant dokumentation

  • Journaler og epikriser fra behandlingsforløb fra hospital eller ambulant klinik
  • Hvis behandlingsforløbet er afsluttet, skal vi have journal fra egen læge fra de sidste to år
  • Hvis du kun er blevet fulgt ved egen læge, skal vi have journal fra de sidste to år

Læs yderligere om dokumentation ved kronisk hovedpine, migræne og senfølger efter hovedtraume her.

Eksempler på lidelser indenfor kategorien 'varigt nedsatte bevægelsesfunktioner'

  • Gigtsygdomme
  • Ryglidelse/-sygdom, herunder diskusprolaps
  • Kroniske smerter i bevægeapparatet efter ulykke
  • Muskelsvind
  • Fibromyalgi
  • Anden kronisk smerteproblematik

Eksempler på relevant dokumentation

  • Journalnotater fra udredning og opstart af forløb, journalnotater fra de sidste to år af forløbet fra hospital eller ambulant klinik
  • Hvis behandlingsforløbet er afsluttet, skal vi også have en epikrise, og journal fra egen læge fra de sidste to år
  • Hvis du kun er blevet fulgt ved egen læge, skal vi have journal fra de sidste to år, der omhandler lidelsen

Eksempler på lidelser indenfor kategorien 'synsnedsættelser'

  • Blind
  • Nedsat syn, herunder nystagmus, tunnelsyn eller synsfeltsindskrænkning

Eksempler på relevant dokumentation

  • Journalnotater fra undersøgelser og udredning, herunder beskrivelse af din synsnedsættelse fra privatpraktiserende øjenlæge eller fra hospital
  • Hvis behandlingsforløbet er afsluttet, skal vi også have en epikrise

Eksempler på lidelser indenfor kategorien 'hørenedsættelse'

  • Døvhed
  • Nedsat hørelse
  • CI-operation

Eksempler på relevant dokumentation

  • Journal med hørekurve
  • Har du fået operation med CI, skal vi bede om hørekurve efter operation
  • Journalnotater fra udredning og fra de sidste to år af forløbet fra hospital eller ambulant klinik
  • Hvis behandlingsforløbet er afsluttet, skal vi også have en epikrise

Eksempler på lidelser inden for kategorien ”psykiske funktionsnedsættelser”

  • Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, skizoaffektive lidelse
  • Affektive sindslidelser, herunder depression og bipolar affektiv sindslidelse
  • Angstrelaterede tilstande, herunder OCD og spiseforstyrrelse
  • Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstrukturen og adfærd
  • Opmærksomhedsforstyrrelse
  • Autismespektrumsforstyrrelser, herunder Aspergers syndrom

Eksempler på relevant dokumentation kan være

  • Journalnotater fra udredning og behandlingsplan fra psykiater/psykiatri
  • Hvis behandlingsforløbet er afsluttet, skal vi også have epikrisen fra dit behandlingsforløb
  • Vedlæg gerne journalnotater for det seneste år fra egen læge, hvis det er denne, der varetager din behandling
  • Dokumentation for eventuel iværksat støtte i skole og opvækst

Læs yderligere om dokumentation ved psykisk funktionsnedsættelse

Eksempler på lidelser kategoriseret som ”Andet”

  • Mave-tarm-lidelser, herunder colitis ulcerosa og morbus Crohn
  • Hjerte-/kar-/lunge-sygdomme, herunder cystisk fibrose
  • Bindevævssygdomme, herunder SLE og Sjøgrens syndrom
  • Nyre-/leversygdomme
  • Cancer eller følger efter kemobehandling
  • Endometriose

Eksempler på relevant dokumentation

  • Journalnotater fra udredning og de sidste to år af forløbet fra hospital eller ambulant klinik
  • Hvis behandlingsforløbet er afsluttet, skal vi også have en epikrise og journal fra egen læge fra de sidste to år
  • Hvis du kun er blevet fulgt ved egen læge, skal vi have journal fra de sidste to år, der omhandler lidelsen

Læs yderligere om dokumentation ved mave-tarm-lidelser

Sådan sender du dokumentation

Du skal samle al den dokumentation, du ønsker, skal indgå i vores vurdering af din ansøgning og uploade den sammen med din ansøgning i minSU. Du bedes samle den i få pdf-filer, der er navngivet retvisende efter dit behandlingssted og funktionsnedsættelse eller ansættelsesforhold.

Hvis du har problemer med at uploade din fil - læs mere her.

Send yderligere dokumentation, efter du har søgt handicaptillæg

Hvis du får flere oplysninger, som er relevante for din ansøgning, har du mulighed for også at sende dem. Du kan sende flere oplysninger løbende, frem til vi træffer en afgørelse.

Du kan sende oplysninger til styrelsen via borger.dk:

  • Log på Borger.dk med MitID ved at trykke på Digital Post øverst
  • Vælg Skriv ny besked øverst i venstre hjørne
  • Vælg myndighed (statslige myndigheder)
  • Vælg Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
  • Vælg kategori, Handicaptillæg
  • Når du har skrevet din besked og vedhæftet filerne, klik ”Send”

Du kan uploade op til 50 MB pr. mail.