Når du søger SU til en uddannelse i Danmark, skal du:
- søge SU i minSU og
- udfylde en særlig ansøgning for udenlandske statsborgere, der søger ligestilling med danske statsborgere. Du får adgang til ansøgningen om ligestilling ved at klikke på linket på den kvitteringsside, du får, når du har søgt SU i minSU. Du finder også ansøgningen om ligestilling i minSU, under Søg SU > Application for equal status (foreign citizens).
Log ind i minSU her via en computer - ikke alle ansøgninger, der er udfyldt via en mobil enhed, sendes til os. Læs om tekniske problemer her.
Du skal søge om ligestilling senest tre uger efter, du har søgt SU i minSU. Husk at vedhæfte den nødvendige dokumentation. Det fremgår af ansøgningen om ligestilling, hvilken dokumentation du skal vedhæfte. Du kan søge SU op til tre måneder før, du ønsker SU, hvis du er optaget på en uddannelse (eller har en forhåndsgodkendelse om, at du er optaget).
Skal du have SU første gang fra januar måned, kan du dog først søge fra 1. december året før, da ansøgningen til det nye år først åbnes 1. december i minSU.
Du skal være opmærksom på, at hvis du udfylder ansøgningen om ligestilling senere end tre uger efter, du har søgt om SU i minSU, betragter vi ansøgningen om SU som modtaget den dag, du sender ligestillingsansøgningen.
I nogle tilfælde tager det lang tid for udlændingemyndighederne at behandle din sag. Da du ikke kan få SU med tilbagevirkende kraft, skal du søge SU i minSU og udfylde den særlige ansøgning om ligestilling for udenlandske statsborgere, også selv om du venter på en opholdstilladelse fra udlændingemyndighederne.