Hvis du er utilfreds med en afgørelse om din SU, kan du klage over den. Brevet med den afgørelse, der er truffet, vil altid indeholde oplysninger om hvor og hvordan, du kan klage.
Henvend dig på dit uddannelsessted
Er du i tvivl, så henvend dig til en SU-medarbejder på dit uddannelsessted. Her får du vejledning om, hvordan du skal bære dig ad. I de fleste tilfælde kan du få din klage behandlet hos Statens Uddannelsesstøtte og derefter i Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.
Går du på en ungdomsuddannelse, og vil du at klage over dine forældres indkomstgrundlag, skal klagen sendes til SKAT.
Tidsfrist
Vil du klage over en afgørelse, skal du gøre det inden fire uger efter, at du har fået meddelelse om afgørelsen.
Bliver fristen overskredet, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen indtil seks måneder efter, du har fået meddelelsen om afgørelsen, hvis du har særlige grunde til at overskride fristen.
Din sag sættes i bero
Klager du over et krav om tilbagebetaling af SU, sættes din tilbagebetaling i bero, mens klagen bliver behandlet, men der løber stadig renter på. Du kan til enhver tid vælge at afdrage gælden. Får du medhold i din klage, får du pengene tilbage.