Søg

Trindelte uddannelser 

Begynder du på en uddannelse, hvor der indgår flere trin, skal du søge om SU ad to omgange

Hvis din uddannelse indeholder flere forskellige uddannelsestrin (for eksempel et bachelorniveau der efterfølges af et kandidatniveau), skal du i første omgang søge SU til det første trin. Du tildeles derefter SU til den normerede studietid på den første del af uddannelsen plus ekstra 12 klip.

Når du senere begynder på det næste trin, skal du søge SU igen. Derefter tildeles du det antal SU-klip, der svarer til den normerede tid på dette trin plus 12 ekstra klip, hvis du fortsat har klip tilbage inden for rammen.  

Den overordnede ramme kan udvides

Hvis den normerede tid for din uddannelse overstiger 58 måneder, udvides rammen på 70 klip. Hvis den samlede normerede tid for en bachelor- og en kandidatuddannelse overstiger 58 måneder, kan rammen ligeledes udvides. Det er tilfældet, hvis du har taget en bacheloruddannelse med propædeutik eller en professionsbacheloruddannelse og derefter optages på en kandidatuddannelse. Du skal i så fald henvende dig på dit uddannelsessted om udvidelsen.   

SU i ferien mellem to deluddannelser

Du kan få SU i den ferie, der ligger lige efter din bacheloruddannelse, hvis:

  • du begynder på overbygningsuddannelsen efter højst to måneders ferie, og
  • du søger SU til overbygningen inden for tidsfristen

Søger du ikke, betragter vi månederne som fravalgt, og du har det mellemste fribeløb.

minSU

Du søger i minSU. Hvis du får en fejlmeddelelse, når du søger, skyldes det muligvis, at systemet endnu ikke har registreret din overbygningsuddannelse (tjek øverste højre hjørne i minSU). I så fald skal du vælge "anden videregående uddannelse", når du søger. Herefter finder du dit uddannelsessted på listen og kan søge.

Lignende forløb

Statens Uddannelsesstøtte kan bestemme, at du kan få SU i en ferie, hvis du går på en uddannelse med et lignende forløb. Eksempelvis kan du få SU i ferien mellem en uddannelse til byggetekniker og byggekonstruktør, i ferien mellem grunduddannelser og overbygningsuddannelser på musikkonservatorierne og i ferien mellem bibliotekaruddannelsen og en overbygningsuddannelse på Danmarks Biblioteksskole.

Ikke SU mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan få SU i ferien mellem en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse.

Videregående uddannelse der giver adgang 

Rammen på 70 klip kan udvides, hvis du har gennemført en videregående uddannelse, der giver dig adgang til en ny uddannelse, du skal i gang med (på samme måde som nogle gymnasiale uddannelser gør). Dog er det en betingelse, at du ikke har gennemført den gymnasiale uddannelse, der normalt er adgangsgivende til din nye uddannelse.

Har du eksempelvis gennemført en uddannelse som maskinmester eller skibsfører, kan vi udvide rammen, hvis du begynder på uddannelsen som diplomingeniør – forudsat, at du ikke har taget en gymnasial uddannelse, der normalt giver adgang til uddannelsen som diplomingeniør.    

Er der perioder i den adgangsgivende videregående uddannelse, der giver dig merit i den nye uddannelse, udvider vi ikke din samlede SU-ramme med de klip, du har brugt i disse perioder.

 

Fakta

Er du i frivillig ulønnet praktik i forbindelse med din uddannelse, udvides rammen ikke.

Værd at vide

Bliver du mor eller far, mens du læser første del af en trindelt uddannelse, skal du have brugt den ekstra SU, du får i forbindelse med, at du blev forælder, inden du er færdig på dette trin.

SU til forældre