Søg

Periodisering af din indkomst 

Har du tjent for meget det år, du enten er startet eller afslutter din uddannelse, kan du undgå at skulle betale SU tilbage, hvis du opfylder reglerne om periodisering

Periodisering betyder, at vi kun tæller din indkomst med i de måneder, du er indskrevet på en uddannelse.

Har du gennemgået det særlige kompetenceudvidende forløb, betragtes du i denne periode som værende uden for uddannelse.

Hvis du er omfattet af reglerne om periodisering, skal du ikke betale SU tilbage, hvis du holder dig inden for dit fribeløb i de måneder, du er indskrevet på en uddannelse (uddannelsesfribeløb).  

Betingelser for periodisering

Du opfylder reglerne om periodisering, hvis:

  • du ikke er indskrevet på en uddannelse i januar eller december, eller
  • du ikke er indskrevet på en uddannelse i mindst fire sammenhængende måneder i et år (hvis du for eksempel afslutter din uddannelse i juni og ikke er indskrevet på en uddannelse i månederne juli til oktober).

Opfylder du en af betingelserne, betyder det, at du må tjene ubegrænset i de måneder, hvor du ikke er indskrevet på en uddannelse. Du skal dog være opmærksom på, at de almindelige regler om fribeløb og indkomst fortsat gælder for dig i de måneder, hvor du er indskrevet på en uddannelse.
Hvis du ikke opfylder en af betingelserne for periodiseringen, tæller din indkomst for hele året med.

Udmeldt af din uddannelse

Du skal være meldt ud af din uddannelse for at være 'uden for uddannelse'. Det er ikke nok, at du i en periode har orlov, er studieinaktiv eller af andre årsager ikke modtager undervisning eller går til eksamen. Du er ikke uden for uddannelse, hvis du starter din kandidatuddannelse umiddelbart efter din bacheloruddannelse.  

Fordel for dig

Ved årets afslutning regner vi din årsindkomst ud. Overskrider du dit fribeløb, skal du betale noget af din SU og dit eventuelle SU-lån tilbage. Hvis du opfylder en af de to betingelser for reglerne om periodisering, foretager vi automatisk en ny beregning, hvor vi kun tæller din indkomst med i de måneder, hvor du har været indskrevet på en uddannelse. Det vil aldrig være en ulempe for dig, at vi foretager den nye beregning ud fra reglerne om periodisering, da vi kun bruger den nye beregning, hvis den medfører, at du skal betale mindre tilbage end efter de almene regler.  

Eksempel
Hans har været indskrevet på HF i perioden januar til og med juni. I oktober starter han på Århus Universitet, hvor han læser resten af året. Hans er ikke omfattet af de nye periodiseringsregler, da han ikke har fire sammenhængende måneder, hvor han ikke er indskrevet på en uddannelse.  

Eksempel
Katrine har læst statskundskab på Københavns Universitet i perioden marts til og med december, resten af året har hun været udenfor uddannelse. Katrine er omfattet af de nye periodiseringsregler, da hun ikke er indskrevet på en uddannelse i januar.  

Sådan beregner du dit uddannelsesfribeløb

Er du omfattet af reglerne om periodisering, skal du kun regne dit fribeløb ud for de måneder, hvor du er indskrevet på en uddannelse. Du regner dit uddannelsesfribeløb ud på samme måde, som du normalt regner dit årsfribeløb ud, på baggrund af satserne for fribeløb.

Eksempel
Anders er indskrevet på en uddannelse i perioden februar til og med september. I februar til og med juni får han SU, mens han har fravalgt SU i juli til og med september. Fra oktober til december er Anders ikke indskrevet på en uddannelse. Sådan skal fribeløbet regnes ud:

  • Fem måneder med det lave fribeløb (de fem måneder Anders får SU)
  • Tre måneder med det mellemste fribeløb (de måneder han er indskrevet på en uddannelse, men har fravalgt SU).

Summen af disse to beløb er det, Anders må tjene i perioden fra februar til og med september. Tjener han mere end dette beløb, skal han betale SU tilbage. I januar og i månederne oktober til og med december, må han tjene lige så meget han vil, da han i disse måneder opfylder reglerne om periodisering.    

Lønperioden er forskellig fra uddannelsesperioden

Har du tjent penge ved siden af din SU, og ligger en del af lønperioden uden for den periode, hvor du har været indskrevet på en uddannelse, fordeler vi din indkomst ligeligt på dagene i lønperioden. Det er kun din lønindtægt i de dage, hvor du har været under uddannelse, der tæller med i din indkomst, hvis du er omfattet af reglerne om periodisering.

Eksempel
Bettina har i perioden 15. september til 15. oktober tjent 7.068 kroner. Hun afslutter sin uddannelse som ingeniør i september. Da der er 31 dage i lønperioden, fordeles Bettinas løn med 228 kroner per dag (7.068/31 = 228 kroner). Bettina afslutter sin uddannelse i september og derfor tæller 3.648 kroner af hendes løn i september med i hendes indkomst (16 x 228 = 3.648 kroner).  

Feriepenge

Feriepenge tæller med i det år, de beskattes. Hvis indkomsten bliver periodiseret, er det derudover afgørende, hvilken lønperiode din arbejdsgiver indberetter til SKATs eIndkomst. Der er i SU-reglerne ikke mulighed for at dispensere fra dette.

Der er forskellige regler for, hvordan arbejdsgivere skal indberette feriepenge i eIndkomst. Henvend dig til din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om, i hvilken lønperiode dine feriepenge er indberettet til eIndkomst.

Renteindtægter og aktieindkomst

Har du fået renteindtægter, aktieindkomst eller andre indtægter, der ikke fremgår af indkomstregisteret hos SKAT, fordeler vi beløbene ligeligt på månederne i det år, hvor du har betalt skat af indtægterne. Vi medregner derfor kun beløbene i de måneder, hvor du har været indskrevet på en uddannelse.    

Hvis din situation gør, at du herved kommer til at stå urimeligt ringe i forhold til de normale regler, kan vi give dispensation for ovenstående fordeling af indkomster, der ikke fremgår af indkomstregisteret. Du kan komme til at stå urimeligt ringe, hvis du for eksempel har startet din egen virksomhed, lige efter du har afsluttet din uddannelse, eller hvis du har solgt en virksomhed, lige inden du startede på din uddannelse.

Forhøjet fribeløb

Er du forælder og berettiget til forhøjet fribeløb, bliver dit fribeløb forhøjet per måned, du er indskrevet på en uddannelse (hvis du falder ind under reglerne for periodisering). 
Hvis det årlige fribeløb for eksempel er 24.000 kroner, forhøjes dit månedlige fribeløb med 2.000 kroner per måned for hvert barn under 18 år.
  

 

 Fakta

Er du omfattet af reglerne om periodisering, kan du i visse tilfælde få forhøjet fribeløb i de måneder, du er under uddannelse.

 Værd at vide

Reglen om periodisering har virkning for den indkomst, du har tjent i 2009 og derefter. Får du et krav om at betale SU tilbage, fordi du har tjent for meget i årene før 2009, gælder reglerne om periodisering ikke.